Der er nu gået et år efter Joachim fødsel og død. Egentlig ville jeg have påbegyndt denne beretning sidste år ved denne tid, men først nu har jeg kunne afse tiden. Det har nok også en mening med, at jeg først har, kunne overse at skrive nu, hvor et helt år er gået og alle frustrationerne har lagt sig. Det er lidt en skam, for jeg tror ikke jeg kan få alle nuancerne og detaljerne med. Mange af oplevelserne står meget klar for mig, og til dels, er der nogle der simpelthen ikke kan beskrives, men som skal opleves på ens egen krop. Det år har bragt mange frustrationer, mange skuffelser, sorger og manglende forståelse fra omverdenen. Det er en meget personlig beretning, hvor jeg virkelig har fortalt om mine inderste følelser.

Det har været et år jeg nødig ville have været foruden, mange vidunderlige oplevelser og en større forståelse, “fra den anden side” samt en selvudvikling.

Jeg har valgt at skrive til dig, Joachim, om dig, om mine tanker, oplevelser og følelser. For det skylder jeg dig og ikke mindst mig selv.

I december 1994 blev jeg gravid, ved et tilfælde. I januar skulle jeg starte på arbejde igen efter barsel/forældreorlov med Nicolai. Jeg var lidt flov og kunne da ikke være det bekendt at skulle på barsel igen, synes jeg. Så da jeg tog graviditetstesten, sagde jeg: der røg min karriere! Det gjorde den også!  Jeg havde en frygtelig start på arbejdet, og ville helst gå hjemme og passe min lille Nicolai. Det var der, jeg havde mit hjerte. Det var et frygtelig stresset og frustreret liv og jeg havde det bestemt ikke godt.

I februar, 12 uger henne aborterede jeg, fostret var dødt i maven, ca 6 uger gammel.

Jeg var ked af det. Men sådan er livet jo.

Så begyndte jeg at planlægge. Hvornår skulle vi nu prøve igen, hvordan passede det ind i planerne, med min skole, årstiden, aldersforskellen mellem børnene osv. Vennerne begyndte at vente nr 2 nu og min søster ventede tvillinger 3 uger efter jeg havde haft termin, med det der døde i maven på mig. Og vi skulle i hvert tilfælde og så i gang igen. Men der gik 4-5 måneder, med at tælle dage og æglægningstidspunkt.

Lars Bo fik nyt job, og vi skulle flytte til Tyskland til januar 1996. Det skulle helst passe ind i planerne, med at jeg kunne komme på barsel, lige efter det sidste forældreorlovs periode, jeg havde med Nicolai.

Da Prins Joachim og Prinsesse Alexandra skulle giftes den 18.11.1995, blev vi enige om, at nå, vi nu fik den her dreng, som vi skulle lave, skulle han hedde Joachim. Han blev også til, omkring deres bryllup.

Den dag jeg skulle have min mens, kom der en lille plet blødning. Det var det eneste jeg blødte, men jeg tænkte alligevel, at det her ikke var godt. Jeg var ked af det og fortalte Lars Bo at den nok ikke var der alligevel. Men blødningen udeblev og jeg tog selv en graviditestest i starten af december og var til læge lige inden jul. Terminen var den 1.8.1996.

Jeg havde en gang tidligere, i oktober 1995, besøgt en naturlæge i Filskov, Jette hedder hun. Jeg er sikker på at, det var meningen, jeg skulle konsultere hende, da jeg hørte, at hun startede praksis i Filskov. Hende måtte jeg bare besøge. Hun er en meget sød, fascinerende og varm pige, på min egen alder, uddannet sygeplejerske samt naturlæge, har 2 mindre børn og bor sammen med hendes mand i et stort flot hus, der tidligere var stationsbygning. Jette kan øjendiagnose, arbejder med homøpati, healing, samtaleterapi og så har hun nogle helt fantastiske evner omkring claivayance og det overnaturlige. Jeg er glad for Jette, og hun spiller en stor rolle i beretningen om Joachim.

Hos Jette havde jeg en termin lige efter lægen og jeg var spændt på om hun kunne se om jeg var gravid og om hun kunne se hvad det ville blive. Hun lavede øjendiagnose på mig, og der i kunne hun se at jeg var gravid, ved at min hypofyse og livmoder arbejdede på fulde tryk. Jette ville ikke sige hvad det blev for et køn, men ville skrive det ned på et stykke papir. Jeg sagde, at jeg engang havde fået at vide, jeg ville få 2 drenge. Hun sagde så, at først havde der været en pige for hendes “blik”, med det var hun sikker på var aborten i februar, og at det var rigtigt at det ville blive en dreng.

Jeg havde en underlig fornemmelse under hele graviditeten. Der gik 4 måneder inden jeg var til læge igen. Da jeg havde set scanningen viste jeg at der var noget inde i min mave. Det overbeviste mig. Jeg husker en utrolig glæde og kærlighed strømme igennem min krop, da jeg så billedet på skærmen. Jeg havde været tilbageholdende med mine følelser, nu skulle jeg jo heller ikke glæde mig for tidligt. Jeg undrede mig meget over, at der kunne være så stor forskel på at vente første barn og så andet barn. Jeg kunne ikke begribe det. Jeg var frustreret, følelserne var splittet, jeg turde ikke gå ind i mig selv og spørge hvad dette her var for noget. Det var som, om jeg skulle forberedes på noget, det var det, som lå i mit baghoved hele tiden. Det mest bemærkelsesseværdig med min graviditet var, at jeg ingen kontakt havde med Joachims sjæl.

Jeg sagde tit, hvor er du, jeg kan ikke mærke og føle dig. Det spekulerede jeg meget på, og jeg var også en anelse bange. Men jeg fortrængte det og tog det stille og roligt, for det skulle nok gå alt sammen. Jeg glædede mig til at have ham liggende på min mave, alt var overstået og vi havde en sund og rask baby. Jeg var udad til glad og naturlig. Jeg forventede ikke noget ubehagelig under graviteten, alt var jo normalt og jeg havde det godt. Jeg følte det var mit og kun mit barn, der var ikke så meget begejstring og opmærksomhed fra Lars Bos side af. Det kunne være fordi det var barn nummer to, og fordi det forår havde vi mere eller mindre krise i vores forhold. Jeg kan ikke sige, hvad det var, men glæden og harmonien manglede.

I juni/juli havde min mor været på besøg, vi havde ordnet alt udstyret og tøjet. Skrevet navn i og sorteret det i størrelser og lagt det i kasser, så det var nemt at gå til. Sengene og vuggen var stillet op, men dog ikke redt! Det stod bare og ventede på at blive brugt.

Omkring terminstidspunktet fik jeg det så mærkeligt, det var lige som et stød der med et gik igennem hele min krop. Oppe fra og ned. Jeg forandrede også udseende, og folk begyndte at spørge til mig. Hvordan er det da du ser ud! Jeg ved ikke hvad det var, men en underlig fornemmelse. Jeg havde haft mange sære drømme, der handlede om døde mennesker og mange uhyggelige ting. I de august dage jeg gik over tiden, havde vi mange feriegæster, og det var utroligt hårdt. Gæsterne gik mig meget på nerverne, de sagde hele tiden, nej hvor er det spændende! Vi ventede jo hver dag på det ville ske, men lige pludselig fik jeg den besked, at jeg først kunne føde, når vi havde fred og ro til det og han kom ikke før han selv ville. En meget stærk og overbevisende besked.

Lægen havde to gange sagt at jeg skulle sættes i gang, men begge gange blev aflyst. Det var jeg glad nok for, for jeg ville helst føde helt naturligt. Men lidt skuffet var jeg vel også, for der står jo mange mennesker rundt om en og spørger. Jeg var så bange for at komme til at føde den 13.- det ville jeg bare ikke. Jeg er lidt overtroisk, og så føde et barn den 13. Nej, det ville jeg bare ikke.

Når folk spurgte om jeg glædede mig, kunne jeg oprigtig ikke svare ja til det. Jeg viste ikke hvad der ventede mig, og den frustration, med hvordan det ville gå Nicolai, når jeg fødte, overskyggede meget. Kunne jeg klare to børn. Jeg forsøgte hele tiden at skubbe det væk og sige til mig selv, det skal nok gå, jeg tager problemerne op når de kommer. Men det var nok mere en fortrængning, og jeg magtede ikke at tænke på det.

Jeg fik lidt murren i maven den 11. om aftenen, vi gik en lang tur til Wittlingen og jeg vidste, nu måtte det bare snart ske. Jeg så det også som en celledeling den fødsel jeg nu skulle igennem. Den 12. om morgenen havde jeg mere murren i maven. Jeg kørte til læge og blev undersøgt, hvor han indstillede mig til at blive sat i gang næste morgen. Jeg havde dog veer og det kunne også måles på vemåleren.

I løbet af dagen fik jeg veer, kom på Elisabeth Krankenhaus i Lörrach kl.16. Mente bestemt ikke at jeg skulle have flere børn med de smerter. Lars Bo var en fantastisk støtte og han var god under hele fødslen. Jeg gik et par timer rundt på sygehuset med veer, inden jeg kom i badekar den sidste 1½ time. Det var rigtig dejligt at ligge der i, men kl. 19.30 kom jeg op, ind på fødestuen, som også hedder stjernehimmel- stuen. Der havde jeg 3 presseveer og ud kom den dejligste lille dreng. Jeg fødte Joachim kl 19.53, og han blev lagt op på min mave. Jeg turde næsten ikke at rører ved ham. Han græd lidt og holdt så op med at trække vejret. Jeg sagde så, at lægen skulle tage ham igen for jeg var så nervøs. Han trak jo ikke vejret. Da der ikke var mere fostervand i maven, havde han slugt afføringen. Hel absurt at, man skal gå så længe over tiden (14 dage) og så resulterer det i, at drengen slugte afførringen. Han skulle suges, suge apparatet stod under bordet og da de fik det samlet virkede den ikke. Der gik 5 minutter inden det virkede!

Lars Bo tog billeder og video samt ringede til sin familie i Danmark. Jeg lå der, helt alene, uden barn, uden mand ved min side og havde de voldsomste efterveer. I de minutter der gik inden de fik apparatet til at virke og fik ham suget, lå jeg der og der for 1000 tanker igennem mit hoved. Det første jeg tænkte på var Rasmus der var død i februar ved vuggedød, jeg tænkte på Lone og Jan og deres reaktion. Jeg var sikker på at han også ville dø. Jeg havde lavet Joachims dødsannonce inde i hovedet. Og hvis han nu blev handicappet ville jeg hellere have, at han døde. Jeg havde absolut ikke flere kræfter tilbage. Jeg kiggede bedende op på Jordmoderen, som var en nonne, (en nonne!, så kunne det da ikke gå galt!)- jeg ville så gerne have hun skulle bede for Joachim. Men jeg tudte ikke at sige noget. Jordmoderen havde nogle kolde øjne og hendes blik glemmer jeg aldrig, hun var vel et forvarsel!

Joachim fik suget afføringen væk fra lungerne og trak vejret. Min lille dejlige dreng lever, juhu. Alt imens jeg lå på briksen, med de voldsomste efterveer, som var værre end selve fødslen, følte jeg mig så tom inden i. Lægen var kørt væk med Joachim  i kuvøsen, han skulle lige komme sig efter den hårde fødsel. Lars Bo tog med for at filme, og jeg skulle ordnes og lægges over i en anden seng og køres op på mit værelse. Det var frygteligt tomt.

KL 22.10 fik jeg bragt min lille dejlige dreng ind til mig. Han var klædt på i en lilla sparkedragt, hvor var han sød. Jeg græd af glæde. Han var der virkelig. Han suttede med det samme, han viste godt hvordan brysterne skulle bruges. Den første nat sov jeg ikke. Jeg kunne ikke finde ro. Jeg havde de frygteligeste efterveer og kunne ikke holde på Joachim når de kom. De næste dage på klinikken gik rimeligt. Jeg kikkede meget på ham og tænkte på hvor en styrke han udstrålede. Han ville og kunne selv.

Jeg havde svært ved at holde ham, han var så lille og jeg var virkelig bange for at han gik i stykker. Søsteren grinede også lidt af mig, for jeg rystede af skræk når jeg skulle holde han, skifte og bade ham. Jeg følte mig akavet. Den 3. dag da jeg stod og kikkede på ham, måtte straks tage et billede af ham, for jeg fik en besked der sagde, du ved jo ikke hvor længe du kan beholde ham og at Joachim kun er til låns. På sin vis var det det mest naturlige for mig, og jeg havde ingen frygt, omkring denne besked. Han var jo så stærk, og han viste hvad han selv ville. Jeg har aldrig været pylret om ham, eller afhængig af ham, som med Nicolai.

Inden jeg skulle hjem fra hospitalet sagde jeg til lægerne, jeg tager ikke hjem inden jeg ved om drengen er helt rask. De sagde, det er han da, han havde jo været til undersøgelse. Jeg spurgte så, om han ikke skulle have taget en blodprøve, men det gjorde man ikke mere, kun hvis der var noget galt. Vi tog hjem i god tro.

I de dage jeg havde ham her hjemme, stod jeg lige som ved siden af ham og kikkede på ham. Jeg kom aldrig ind til ham, jeg fik bare lov til at se på ham. Han sov meget, ville gerne have mad og var meget dygtig til at spise. Han var en meget stille dreng, vi hørte ham hun græde et par gange, enten sov han, spiste eller kikkede lidt.

Han var meget meget syg. Og det vidste vi ikke. Den tanke var jeg ikke dygtig nok til at opfatte.

Joachim var en nem dreng, men der var nogle dage hvor han kastede op og var urolig. Jeg var sikker på at det var “noget der var gået i mælken”, som man siger.

Farmor og farfar kom på besøg fra den 20. til den 27. August og jeg var meget stolt over at vise denne dejlige dreng frem. Farmor sad meget med ham, hun er jo så glad for små børn.

Den 24.8.1996 om aftenen var han lidt urolig og han kastede op en enkelt gang. Farmor som passede ham, var lidt urolig for det. Vi var 1 times tid hos nogle naboer til Housewarming. Jeg tog det mere afslappet, du var jo mit andet barn, for han havde nok ondt i maven. Selvfølgelig tog jeg mig af ham, prøvede at trøste ham og give ham lidt at spise. Kl. 22.00 gik jeg op og badede ham i håndvasken. Jeg smurte ham ind i vildroseolie og masserede ham på maven. På med nattøjet og så gik vi to ellers i seng. Han fik lidt bryst, lå ved mig, var lidt urolig og så kom Lars Bo i seng ved midnat.

Den 25.8.1996. Det tog til med uroen og ved 1-2 tiden begyndte Joachim at skrige mere. Det er svært at huske tiden helt nøjagtigt, det var mørkt og vi var trætte. Vi gik med ham oppe på skulderen, jeg lagde ham til, i starten ville han gerne have mad, men sidst på natten ville han ikke tage imod. Han kastede også lidt op, jeg masserede maven, Lars Bo prøvede at få ham til at sove i vuggen og måske var der ro i 15 min. Det var ligesom om det var mavesmerter eller kolik han havde, for han skreg sådan ca. hvert 5. minut.

Vi troede, at der måske var gået noget i mælken og derfor havde ondt i maven. Vi læste i vores 2 børnelægebøger frem og tilbage, men kunne ikke finde noget der mindede om det. Han havde tilsyneladende ikke maveproblemer, da han ikke trak benene op under sig. Han var begyndt at gispe efter vejret, men jeg troede det var fordi han havde skreget så meget, at han trak vejret så underligt. En gang hvor lyset blev tændt, kikkede Joachim på mig og øjnene sagde “hjælp mig mor”. Første og eneste gang jeg havde kontakt med ham!

Lars Bo sagde “jeg skal aldrig have flere børn”. Det er så frygtelig at være så hjælpeløs, ikke at vide hvad vi kunne gøre for ham. Jeg sagde tit til ham “jamen lille skat, hvad er der dog med dig”.

Da det så blev daggry og persiennerne blev rullet op, kunne vi se at han var helt askegrå i hovedet og læberne var lidt blå. Da vi kom ned i stuen og farmor og farfar havde set ham, sagde de straks at vi skulle til læge. Jeg vidste ikke hvor vi skulle ringe hen, så jeg løb først ind til Heidi, der er sygeplejerske, men de var ikke stået op, så jeg ringede til jordemoderen, men hun svarede ikke. Så fandt jeg bladet hvor i der står nummeret på lægevagten (Tysk Røde Kors) Jeg fik nummeret på en børnelæge i Lörrach, Dr. Herti, fik en tid til kl. 10.00. Vi kørte der hen, kom straks ind, men hun sagde; kør straks til Kinderklinikken, drengen skal have ilt.

Da vi kom hen på Kinderklinikken, blev vi modtaget på skadestuen af et par læger men blev hurtig sendt op på Intensivstationen “Däumling”. Vi kom der hen kl 10.10 og skulle lige vente et lille øjeblik. Vi ventede og ventede og sagde ikke noget til hinanden, måske til kl 11.30 inden vi fik besked om noget. Vi ringede til Lotte i Danmark som er sygeplejerske og til min søster Maja som lige ringede da vi skulle til og af sted. Overlægen Fressle kom os i møde og meddelte os at Joachim nok havde en hjertefejl- en forsnævring i et af karrene omkring hjertet. Han skulle til Freiburg og opereres og lægen havde allerede kontakt med en meget dygtig specialist der oppe. Da vi kom ind og så Joachim, brød jeg sammen. Det lille barn lå der med en masse slanger og apparater og var kommet i respirator. Han var blevet givet 3 forskellige slags penicillin i tilfælde af en infektion.

Overlægen ville gerne scanne Joachim for at finde “fejlen”, det tog lidt tid, så vi skulle bare køre hjem og komme igen omkring kl.14.00. Lige idet vi kom, fandt han “fejlen”. En indsnævring i aortaen, måske en anatomisk fejl eller også en blodstørkning. Vi kunne da komme til at køre efter ham i ambulancen til Freiburg, han var ledsaget af overlægen og en sygeplejerske og Joachim lå i en kuvøse.

De var meget flinke på Kinderklinikken. Vi kørte kl.15.00 og kl. 15.45 ankom vi til Uniklinikken intensivstation Keller, Freiburg. Vi blev henvist til Elternraum hvor vi igen måtte vente. Vi kom ind til Joachim og han lå med flere slanger, overvågningsapparater og sådan noget.  Jeg kan kun huske tomheden, tomheden og atter tomheden. Når man står i sådan en situation er det utrolig hvad man kan klare. Jeg havde overgivet Joachim i hænderne på specialisterne og kunne intet gøre end at vente.

Hjertespecialisten kom og scannede, fandt igen “fejlen” og udelukkede igen hjertefejl og hjerneskader. Lægerne mente at det var en såkaldt Trombose (form for blodprop) som var opstået pga. at blodet havde tendens til at klumpe/størkne (det modsatte af blødersygdommen).

De ville opløse blodklumpen med medikamenter. Det var dog forbundet med risisci og dem skulle vi vide, hjerneblødninger og blødninger i det hele taget. Vi skulle skrive under på, at vi var indforstået med det. Lægen sagde at, det nok ville tage 24 timer inden den var opløst, så vi skulle bare vente. Vi var ved Joachim, talte til ham og han vidste godt vi var der. Jeg prøvede og synge for ham, den eneste jeg kunne synge var; se den lille kattekilling, og sagde positive ting til ham, men hvor var det svært. Han var i gode hænder, sygeplejerskerne var så søde og de plejede ham meget godt. Vi kørte hjem omkring kl. 20.30. Han var stabil, dog for dårlig til at operere, blodtrykket i benene var lavt, den ene nyre fik blod og han kunne tisse, dog var der lagt et kateter op. Han måtte ikke få mad, da tarmene ikke måtte blive belastet. Han fik taget mange blodprøver, og han fik drop. Det var en underlig fornemmelse, at tage fra ham, men vi kunne ikke gøre andet, end at vente. Turene til og fra Freiburg var de tungeste ture vi nogensinde havde kørt. Førelserne var fuldstændig, ja hvad skal jeg sige, de var der ikke. Der sker noget med kroppen, når man er i sådan en situation, jeg tror mine følelser koblede fra.

Den 26.8.1996. Lars Bo ringede til klinikken det første vi stod op morgenen. De sagde, alt var stabilt. Vi kørte der op ved 11-tiden, vi kom ind til ham og tog et par billeder. Jeg skulle pumpe mælk ud, det gik også godt, næsten 100 ml. Lægen kom ind til os og sagde at han var nød til at lægge et kateter ind i halsen på ham, det var vanskeligt og det ville ca. tage en times tid. Det skulle der gøres fordi den lille arm ikke kunne belastes mere og for at have direkte adgang til årene. Vi skulle gå en tur så længe, vejret var fint og så komme igen kl 15.00. Det var en lang ventetid, og da vi kom tilbage fik vi ingen besked. Lars Bo gik ind og kikkede til ham og så 3 læger arbejde med ham meget intenst. Vi ventede og ventede og jeg pumpede ud igen. Det skulle jeg gøre hver 4. time. Jeg fik ca. 80 ml. ud.

Da kl. var 18.00 kom lægen ind til os. Han sagde, at Joachim havde haft en meget svær og hård eftermiddag. Dels var operationen i halspulsåren ikke lykkes og dels var den højre lunge klappet sammen, hvilket kan ske når man ligger i respirator. De havde lavet 2 huller igennem ryggen og der var apparater til at suge og pumpe. De havde lukket såret i halsen med et gennemsigtigt plaster for at holde øje med såret.

De havde så lagt kateteret ind i den venstre arm, som de så kunne bruge. Der var også  “rør” lagt ind i hovedet, hvor de af og til sprøjtede noget ind. Jeg havde om middagen fået lov til at rense munden og smøre læberne ind. Han blev af og til suget for slim i lungerne, men det så vi ikke. I øvrigt havde han hele tiden (lige fra Kinderklinikken i Lörrach) fået noget smertestillende samt noget at sove på, så han ikke mærkede noget – det er rart at vide at han ikke led i alle disse timer.

Joachim var så meget igennem, og den lille krop måtte stå model til mange ting.

Lægerne havde indstillet medicinbehandlingen, fordi han skulle have blod, og blodtrykket/pulsen i underkroppen var blevet dårligere. Han havde heller ikke tisset så meget mere. Lægen havde også nævnt at tarmene heller ikke fik nok blod. Lars Bo holdt øje med tisset og vidste hvad blodtrykket og pulsen betød. Vi kikkede uvedkommende på alle de maskiner og apparater der var omkring ham. Vi havde også taget mummitrolden med ind til ham og spillede den for ham, Mozart Vuggevise. Jeg sang: “Se den lille kattekilling”, for ham og jeg sagde hele tiden at vi elsker dig, Joachim, at du skulle holde ud og komme hjem og lege med Nicolai. Jeg fortalte om vores familie og sendte hele tiden masser af kærlighed og positive tanker til ham. Jeg er sikker på at han kunne høre os, for det var som om han ville åbne øjnene en gang, og han bevægede dig en lille smule. Det var den eneste gang, jeg troede på et håb.

Min mors veninde Karen Marie er healer, og min mor havde bedt hende om at heale Joachim. Hun sagde senere, at det fint var gået igennem om eftermiddagen.

Kl. 20.30 kørte vi hjem, med den besked om at drikke en flaske rødvin og få sovet noget, det havde vi nemlig ikke gjort ret meget. Den sygeplejerske der havde vagt denne aften, var meget usikker og ikke særlig erfaren. Hende var jeg ikke særlig tryk ved. Ellers havde alle været meget proffesionelle og dygtige til deres arbejde. Jeg var meget ked af hvor lidt menneskelige de var over for de pårørende. Aldrig et trøstende eller medfølende ord. Vi kunne opholde os i Elternraum, vi skulle selv sørge for mad, drikke og vi fik ingen ting at vide om, hvor vi kunne få det. Der var overhovedet ingen oplysninger om alle de praktiske ting på stedet, personalet havde ikke tid. Der var ingen “pårørende-pleje”, hvis man kan kalde det for det.

Næste morgen mellem 9.00 og 10.00 skulle han scannes igen. De havde scannet ham om eftermiddagen, og blodklumpen var ikke blevet større, men medicinen havde heller ikke gjort den mindre. De sagde at han var stabil, dog var blodtrykket ikke særlig godt i underkroppen. Vi kørte hjem, jeg pumpede mælk ud, med den maskine jeg havde lejet på apoteket, men der kom kun 10 ml.

Der var mange der ringede til os, telefonen stod ikke stille ret længe. Min veninde Dorte, som også spiller en stor rolle i bearbejdelsen af sorgen, var i Danmark hos hendes familie. Hende havde jeg fået kontakt med og hun sendte mange gode og kærlige tanker til os. Farmor og farfar som heldigvis stadigvæk var hos os, passede huset og Nicolai. Farmor gik og græd og Farfar sagde, ”Helen, for satan, det er sgu forfærdeligt”!

I denne situation følte jeg ikke andet end tomhed inden i, jeg viste Joachim var meget syg, og jeg brugte min logiske sans til at forstå, han var så syg. Tanken om at han kunne dø, var ligeså nærlæggende som tanken om han kunne overleve. Men det var ikke det jeg tænkte mest på. Det var den situation jeg stod i lige i nu.

Kl. 23.30 ringede telefonen, det var fra klinikken, vi skulle komme, Joachim ville højest sandsynligt ikke overleve natten. Så gik alvoren op for mig. Günter, en nabo, kørte os til Freiburg, det var en lang vej. Vi sad bag i bilen og sagde ingenting.

Den 27.8.1996 Vi kom ind til Joachim og så hvor dårlig han så ud. Hoved var hævet op, halsen var tyk, alt sammen pga. injektionerne. Lægerne stod og gav  blod med hånden igennem nogle sprøjter. Joachim var ved at forbløde. Jeg ville gerne have ham døbt og sygeplejersken ringede efter en præst. Han kom ca. kl. 01.00 og 01.20 var Joachim Bo Vanting døbt. Det tog ikke lang tid, men det er godt det kunne lykkes. Min veninde Inge Lise skulle være gudmor, Lotte og Kim samt Maja og Johnny stod  fadder. Han havde en lille fin kjole over sig, den fik dog blod på sig. Han havde på det tidspunkt ikke dit eget blod mere, han havde fået 7 portioner blod. Han fik også blodplasma for at gøre det stivere, men intet hjalp. Blodtrykket steg da han fik blodet, og så faldt det igen da det løb ud af  kroppen. Jeg valgte ikke at se kroppen kun ansigtet og hænderne. Jeg kyssede ham mange gange, det var rart, og jeg aede ham. Vi gik lidt frem og til bage men, kl. ca. 02.45 kom lægerne ind til os og sagde at det nyttede ikke noget at blive ved, blodet løb bare ud af ham. Da havde vi inden talt om at donere hans hjerte til en anden lille dreng hvis det kunne bruges. Det sagde vi til lægerne, men de kunne ikke bruge det, da Joachim ikke var hjernedød og pga. det dårlige kredsløb. De var meget taknemmelige for tilbudet og lægen var yderst rørt over vores tilbud.

Magtesløshed, man står bare og ser til, der var intet at gøre. Jeg tror ikke jeg følte noget. Han udstrålede en utrolig styrke og selvbevidsthed og det var Joachim der tog valget, livet eller døden. Der var ingen der hverken kunne gøre fra eller til. Det var hans beslutning at han ville dø. Lægerne sagde også, at hvis han overlevede ville han få mén, både i hovedet og underkroppen. Du havde meget æggehvidestof i blodet og det tyede på hjerneskader. Vi sagde at vi troede på mirakler og Lars Bo mente i de her tider måtte der være noget der kunne gøres. De sagde så at alt var gjort. Jeg viste godt at der ikke var noget at gøre. Joachim skulle dø, det sagde min forstand. Og det kom ikke som nogen overraskelse. Sygeplejersken kom ind og sagde at vi skulle komme, det gik meget stærkt nu. På det tidspunkt, forsøgte Karen Marie og heale ham igen, men der var ingen kontakt til ham, så hun sagde tak og Guds vilje ske.

Vi sad med Joachim i hver sin hånd og sendte masser af kærlighed og fik taget afsked. Lars Bo græd lidt, jeg ville være stærk for Joachims skyld, for det var jo “en aftale”. Joachim døde kl. 03.35 og da blev respiratoren også slået fra. Kl. 03.40 var alt koblet fra. Sygeplejersken kunne ikke give ham i vores arme, da han skulle dø pga. At blodet flød ud af alle hans sår. Han blev vasket og klædt på og vi fik ham i vores arme. Joachim var hel hævet op i hovedet og den øverste del af kroppen og den lille tunge hang ud.

Ved siden af ham, lå en lille handicappet pige, og vi spurte hinanden om hvad var “bedst”, som den lille pige havde det eller som Joachim. Vi var enige !!!!

Vi fik et aftryk af hånden og foden og vi sad lidt med ham. Klokken var da 04.30  bar vi ham sammen ned i “soverummet” hvor vi lagde ham i en lille seng sammen med mummitrolden med musik i (Mozarts vuggevise). Vi fik nemlig besked om at han skulle være lagt ned inden vagtskiftet kl.6.00. Det var en utrolig sød sygeplejerske, der plejede ham til sidst. Jeg var meget glad for det blev hende, han skulle dø hos. Igen ingen pårørende pleje. Vi anede ikke hvad vi skulle gøre og forholde os. Vi fik dog et værelse og sov 3 timer.

Om morgenen kom præsten igen og talte med mig, vi bad for ham og fik en god snak om hvor han skulle hen. Joachim skulle op i himlen og det var der ingen tvivl om. Det var meget vigtig for mig at få det bekræftet igen og igen. Præsten spurgte, hvorfor vi havde valgt navnet Joachim. Han gjorde mig opmærksom på at hver navn havde en betydning. Jeg fandt senere ud af at Joachim betyder, Guds yngling!. Det var dejligt for mig, at tale med den præst. Jeg kunne, åbne mit hjerte for ham, og fortælle om det der lå mig på sinde, og det var meget personligt. Jeg fik meget trøst og forståelse fra ham. På det tidspunkt, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om det var en slags ofring, og jeg kunne ikke få den tanke ud af hovedet. Men det hjalp at jeg talte med præsterne,  og de fik mig til at indse, at det var det ikke.

Jeg var med et, blevet 100 % sikker på at der findes en Gud, det var næsten som en omvæltning.

Inden vi tog hjem var vi til samtale med en overlæge, vi fik taget blodprøver, for det skulle findes ud af om det er en arvelig sygdom, men vi ved, at det er genetisk.

Vi spurgte om vi måtte se ham igen men da var han allerede væk, ovre hos patologerne. Vi gav lov til at obducere Joachim, for at finde den nøjagtige dødsårsag. Vi blev derefter hentet af Günter kl.13.15 og kom så hjem til Nicolai. Jeg fortalte Nicolai at lillebror var død og at vi ikke fik ham med hjem mere. Nicolai græd lidt, men han forstod det vel ikke rigtig. Vi gjorde egentlig ikke meget ud af det, men Nicolai og jeg taler meget om Joachim i dagligdagen. Senere på dagen skulle vi til læge for at få noget beroligende til mig. Jeg ved ikke hvorfor jeg ville have det. Jeg tog det ikke, måske var det et råb om hjælp, og så havde jeg da gjort lidt i bearbejdelsen af sorgen og lægen var blevet gjort opmærksom, hvis der senere skulle være noget med mig.

Lars Bo’s firma overtog alle de praktiske ting ang. begravelsen og hjemtransport af os alle 4.

Den 28.8.1996 Mange ting skete, vi talte med mange mennesker og jordemoderen kom. Jeg skulle jo have stoppet mælken. Jeg var frustreret, tom inden i og rastløs. Jeg græd ikke meget, det var mest når folk kom eller ringede, så græd vi sammen. Om aftenen tog farmor og farfar hjem.

Den 29.8.1996 Jeg fik besøg af en meget sød kvindelig præst og jeg fik igen bekræftet at han skulle komme i himlen. Jordemoderen kom igen og tjekkede brysterne, for mælken løb af og til. Rothmund kom og var sammen med os.

Lars Bo og jeg var to forskellige mennesker og vi reagerede på to forskellige måder. Jeg tror ikke vi et eneste gang holdt om hinanden og græd sammen. Hvis jeg græd, trøstede han mig ikke. Jeg var alene om min sorg og han var alene om sin. En arbejdskollega fra Lars Bos arbejde, som også havde mistet et barn kom og talte med os. Hun tog sig af de praktiske ting fra Tyskland, men hun sagde også at det var meget vigtigt at man forstod at vi var forskellige og vi reagerede forskellige. Det skulle vi også lade hinanden gøre!

Naboerne var meget søde og mange kom og hilste på. Alle var meget knuste og følete med os, vi modtog blomster, sorgbøger, breve og de havde samlet ind til begravelsen, DM 1720,- Det var vi meget overraskede over.

Den 30.8.1996  Der skulle ordnes mange praktiske ting, dødsannonce, takkekort, afmeldinger, børnepenge, ect. det hjalp familien Rothmund os med. Familien Rothmund er for mig en slags tryghed og mine bedste venner. De har også mistet et barn for 28 år siden. De viste godt, hvordan vi havde. De var meget forsigtige med hvad de sagde, og lod mig tale. Vi kunne også grine sammen og tale om mange andre ting.

Kl.18.00 blev vi hentet af en nabo Johan og kørt til Zürich lufthavn. Vi skulle flyve til Billund sammen med Joachim. Han var blevet hentet og lagt i en zinkkiste og udenom en almindelig kiste af en bedemand fra Lörrach og bragt til Zürich. Der var en papkasse uden om, så man ikke kunne se det var en kiste. I flyet tænkte jeg hele tiden på, at Joachim lå der, bag i flyet. Der var en mand der talte til mig, og sagde at han aldrig havde set, sådan en velopdraget dreng som Nicolai. Han sad så pænt og opførte sig ordentligt. Jeg ville helst have fortalt at jeg havde to sønner med, og at den ene lå bag i flyet i en kiste. Men det ville jeg ikke, for sæt han havde fået et chok. Men jeg var meget stolt. Vi blev modtaget af mormor, bedstefar, Elmi, min farbror Hans og tante Gudrun Marie og Bedemanden Bente i Billund, og kørte så til Grejsdals kirke.

Den 31.8.1996 Kl. var 0.45 da vi kom til kirken. Hun åbnede bildøren og Lars Bo måtte selv tage kisten ud af bilen. Det var så smuk en kiste, den kunne ikke være smukkere til ham. Vi bar ham ind i kapellet, sang 2 salmer og bad for ham inden vi sluttede og kørte hjem. Kl. var over 12 midnat, det var mørk, diset og lidt regnfuldt, var det meget fredsfyldt i kapellet. De dage han levede var vejret meget underligt. Det regnede, var uklar, sjældent høj solskin og varme. Det var en underlig august vejr. Vi var nu alle meget rolige og fattet. Dog var det meget meget hårdt ved min far og han viser det jo også. Det er kun rart.

Kl.10.45 mødte vi præsten, bedemanden Bente, bedstefar, Elmi, mormor og min veninde Lotte ved kirken. Der var ingen fra Lars Bos familie der var interesserer i at komme.

Bente havde åbnet zinkkisten, taget Joachim ud af den og lagt ham tilbage i den fine hvide kiste. Vi måtte gerne se ham igen. Han var det smukkeste og mest fredsfyldte, jeg nogensinde havde set. Vi sang og bad for ham, lagde breve, blomster, det lille gule sæt tøj farmor havde strikket, sprællemanden, et ”J” og et par billeder samt sengetøj ned til ham. Jeg læste brevet højt som jeg havde skrevet, sang en lille sang og så gik vi ud så han kunne få fred og få låg på. Nicolai var desværre ikke med, det har jeg fortrudt siden hen. Det ville have gjort godt for ham, at tage afsked med Joachim.

Vi gik ud og fandt hvilestedet på kirkegården, det havde bedstefar allerede udset. Det var hans ”skal” der skulle begraves, og sjælen var på vej op til Gud. Bente fortalte mig, at der var en mor hvis barn også døde, og hun skulle fortalt hendes andre børn om deres lille søsters død, sagde hun til dem, at lillesøster var for god til at være på denne jord, at det var derfor Gud ville have hende. Det har giver mig meget trøst.

I de dage inden begravelsen, skete der så meget. Planlægning, tale med mennesker, besøge det ene hold og det andet hold mennesker. Men statusque er det sådan. Jeg ved han er i eller på vej op i himlen, han var meget syg og kunne ikke overleve. Det er jeg fuldstændig klar over det i mit hjerne. Det var som om hjertet ikke var kommet med. Det var så klar for mig, at det ikke kunne være anderledes.

Den sorg jeg har følet, er utvivelsom tomheden, savnet og uretfærdigheden. Når jeg tænker på sorg, er det med en sug i maven.

Den 1.9.1996 jeg var i Filskov hos Jette og det er en meget vigtig dag for mig. Jeg var med til at sende ham af sted. Jeg han huske følelsen og den vil jeg aldrig glemme. Mor havde sørget for en samtale med Jette, det var en søndag eftermiddag, og jeg var meget taknemlig for at Jette tog sig tid. Hun havde lavet det så hyggeligt i hendes klinikværelse, i det gamle stationsbygning, med levende lys og duftlamper. Hos Jette kunne jeg virkelig åbne mit hjerte. Jeg fortalte om mine anelser, beskeder og forberedelser, som jeg har beskrevet, jeg havde under graviditeten og hans korte liv. Det var en befrielse og en lettelse at kunne fortælle Jette om det. Jette er også den rette person, hun ved hvad det drejer sig om. Jeg viste billeder, havde hans lille sparke- dragt med, alt det jeg havde om ham havde jeg taget med. Jeg spurgte Jette om hun ikke troede vi ikke fik flere børn og hun sagde jo da, men der går et par år. Alt i mens jeg sad i sofaen ved siden af Jette og fortalte om min lille elskede dreng, blev stuen fyldt med en enorm varme og kærlighed. Jeg spurgte Jette, om hun ikke også troede, han var i himmelen. Så sagde hun, Lene, nu skal du ikke blive bange, men han er faktisk her inde hos os. Det kunne jeg mærke, den varme og kærlighed var så stor og ægte, jeg græd af glæde og sagde Joachim jeg elsker dig så meget og jeg savner dig. Jette sagde, det ved han godt og han er meget stolt, taknemlig over at have mig som mor, og det er helt OK, at han skulle dø. Jeg spurte også om det var det rigtige sted, vi havde valgt på kirkegården, men så sagde Jette, at det var han lige glad med. Det var jo hans ”skal” der skulle ned i jorden, ikke hans sjæl. Så forsvandt han igen. Hun viste mig et billede som hun var ved at male af ham. Hun havde haft kontakt med ham flere gange og var i gang med at male et aurabillede af ham. Men hun var ikke færdig med der, så jeg måtte ikke få det endnu. Jeg kikkede på det, og det forestillede en lille dreng, malet med sort fedtkridt, med begge arme strakt op mod himlen, med gule, orange og lillaer farver der strålede ud fra ham. Der var også enkelte blå og grønne streger. Den måde jeg havde beskrevet Joachim på, var beskrevet i det billede. Farverne havde meget med reinkarnation at gøre, og den enkelte blå streg, viste at han var en stille dreng. Det var helt fantastisk. Det hænger nu i vores soveværelse og jeg ser på det hver dag.

Jette sagde, at Joachim endnu ikke var kommet op i himlen, men om jeg havde lyst til at sende ham af sted sammen med hende. Jeg viste dette her ville betyde meget for mig, så jeg skulle lige sunde mig lidt, men tøvede ikke et sekund, at det skulle jeg bare. Jette tændte et stearinlys, og vi satte os til rette i hver sin stol. Jeg viste overhovedet ikke hvad der skulle ske. Jeg viste bare at det var noget jeg skulle og at det var rigtige for os.

Jette sagde, at jeg skulle lukke øjnene, og at jeg nu enten ville høre, føle, lugte eller mærke ham. Jeg skulle se et lys for mig, et klar hvidt lys, og idet hun sagde det kom lyset. Jeg skulle også se grøn og lige med det samme blev det grøn. Så skulle jeg åbne mit hjerte, åbne et lem fra mit hjerte og lade kærligheden flyde. Det to ca 10 minutter inden jeg kunne det, dvs jeg kunne ikke åbne mit hjerte, Jette måtte ind og hjælpe. Det var en utrolig fornemmelse, jeg turde ikke åbne mig, dels fordi jeg ikke var god til at modtage kærlighed og til dels at give det. Imens jeg sad der kunne jeg ikke åbne mine øjne og jeg fulgte og gjorde det hun sagde. Jeg havde en underlig fornemmelse. Min hals, mit hoved og armene var helt hævet op, jeg kunne ikke bevæge mig.

Da jeg langt om længe havde åbnet mit hjerte, sagde hun, at nu skulle jeg se et hvidt lys og i det ville jeg se Joachim, hende selv og jeg gå hånd og hånd op af en lyssti. Jeg skulle så slippe Joachim og Jette ville følge ham resten af vejen op til porten. Joachim blev modtager af selve Ærkeenglen Gabriel. Det var meget, meget flot og ærbart. Han ville blive taget godt af og han skulle slappe af og hvile sig i det første stykke tid, fordi han var meget svag af sygdommen. Det var så utrolig en oplevelse, men også meget naturligt for mig, det var fuldstændig sådan som det skulle være. Joachim var her kun til låns, han var meget syg og skulle dø. Jeg forstod det og var klar over det i min hjerne. Men i mit hjerte, som jeg indtil nu ikke havde turde åbne, for det var svært. Jette sagde, at jeg skulle sørge ellers ville jeg blive meget syg. Men hvordan? Jeg havde lidt ondt af mig selv, men inders inde havde jeg meget styrke. Det skulle bare lige bruges rigtig og i den rigtige sammenhæng.

Jeg er Jette meget taknemmelig for den eftermiddag. Jette var fuldstændig tappet for energi da jeg gik og lignede en hængt kat.

Jeg viste ikke om jeg kunne fortælle om oplevelsen til min mor da jeg kom hjem til hende. Men mor var så fantastisk, at hun lod mig være, men viste at noget godt var sket mig. Jeg måtte tale med en om oplevelsen, og ringede til mors veninde Karen Marie, som før havde healet Joachim. Jeg behøvede ikke at forklare, men bare sige, at jeg lige havde fået sendt Joachim af sted og så viste hun resten. Mor kunne så følge med i telefonen, hvad der var sket og det var også nok for hende. Jeg ville egentlig også gerne beholde det for mig selv. Hele tiden med et smil om læben og varme i hjertet.

Karen Marie og Jette havde begge sagt til mig, at jeg skulle passe på Lars Bo og mit ægteskab. Jeg var godt klar over det. Jeg mærkede igen samspil, harmoni, glæde, støtte og kærlighed. De havde også sagt, at vi ville reagere forskelligst begge to. Lars Bo ville udadtil ikke reagere og at han var bange, lige som hans familie ville være det.

Den 2.9.1996 vi var hos Præsten Søren Due kl.10.00, hvor vi gennemgik begravelsen og fandt salmerne. Endnu engang fik jeg bekræftet opstandelsen. Vi tog op på kirkegården, viste Nicolai ”hulen”, han skulle ned i og vi var inde kapellet og se kisten igen. Kisten er som et sneglehus han har med sig, og det forstår Nicolai godt. Desuden fik vi ordnet en masse praktiske ting i Vejle.

Jeg ringede til ”foreningen af spædbørnsdøde i Danmark”. Der talte jeg med en meget sød dame, Iva tror jeg hun hed, og jeg fortalte om Joachim, sygdommen, døden samt lidt om mine oplevelser. Hun fortalte, at hun også havde haft nogle oplevelser omkring hendes mors død og at hun var meget interesserer i det, men det var desværre ikke foreningen holdning og opfattelse. Men der gik ikke langt tid inden jeg blev kontaktet af hende, fordi der var et andet forældre par, som havde spurgt om der var andre der havde haft sådan nogle oplevelser og de ville gerne hjælpes videre. Iva kunne så fortælle om mig og hun lovede dem at skaffe Jettes adresse og telefon nr. Hun måtte desværre ikke sætte dem i forbindelses med mig, da foreningen har tavshedspligt. Jeg blev senere kontaktet af “min” kontaktperson fra foreningen, Birgit, som havde mistet barn for 12 år siden. Hun havde boet her i Sydtyskland, men var flyttet til Hedensted i 1995. Hende kunne jeg kontakte, hvis jeg havde brug for det. Men det har jeg aldrig haft.

Den 3.9.1996 Joachims begravelse. Grejsdalens kirke kl. 13.00

Mange kom fra nær og fjern og nogle samledes i Elmis lejlighed hvor vi fik frokost. Vi kørte til kirken kl. 12.30 og der var allerede kommet mange mennesker. Den lille kiste stod midt i kirken på et lille podium, med hovedet op til alteret. Det var samme sted Lars Bo og jeg knælede ned for 3½ år siden da vi blev gift. Den smukke lille kiste på kun 60 cm lang, stod så yndig der med en rose fra mors have og den lille ”mumitrold bamse” på. Vi trak bamsen op et par gange så melodien kunne spille. Det var en meget smuk begravelse og prædiken, som præsten, Søren Due, holdt. Der var 65 mennesker, hele min familie og hele Lars Bos på nær Lars Bos bror og kone. Jeg bar selv den lille kiste hele vejen ud af kirken og op på til gravstedet. Lars Bo, jeg og Nicolai sank ham ned i graven imens ”mumitrolden” spillede for sidste gang. Vi kastede 4 roser ned til ham, os 3 en hver og farmor en. Derefter tog vi alle så nær 3 af deltagerne, hen på Grejsdals Hotel og fik kaffe, boller, kringle, lagkage og 3 slags småkager. Vi sang nogle salmer og jeg holdt en lang tale om Joachim lige fra fødsel, dagene på hospitalet og her hjemme samt sygdoms forløb og død. Jeg havde fået styrken af Joachim til at holde den tale og det var meget vigtig for mig at få mig udtrykt over for alle disse mennesker der var mødt op.

Bedstefar læste brevet højt (en kopi) som han lagde med i kisten og Elmi  holdt også en tale. Det var en meget højtideligt, smuk og mindeværdig dag. Vi var meget glade for, at så mange kom og det var meget vigtigt for mig at så mange troppede op. Vi kørte hen på kirkegården bagefter. Der var graven dækket til og pyntet med alle de fine blomster og kranse. Der var 40 buketter og kranse, fra venner, naboer, familie og bekendte og fra mennesker som vi slet ikke havde forventet. Det var meget rørende. Pengegaver til mindesten var der også. Naboerne i Rummingene holdt mindehøjtidelighed samme tid som vi holdt begravelse, uden for vores dør, med lys, blomster og præsten fra sognet, Pfarer Dehrmann, kom og talte.

Efter begravelsen, tog vi tilbage til Elmis lejlighed, og der var vi et par stykker samlet og læste alle kortene. Om aftenen var vi helt alene, og Lars Bo ville ud at spise, så vi tog på Jensens Bøfhus. At jeg kunne tage med, fatter jeg ikke den dag i dag.

Vi havde fået mange telefonopkald og breve fra venner og familie. Selv om de ikke viste hvad de skulle sige eller skrive var det tanken der talte. Opmærksomheden havde jeg brug for. Jeg har stadigvæk brug for at fortælle om Joachim, jeg vil ikke have, at han skal glemmes.

Vi var i Danmark i en uges tid. Den første nat efter Danmarks turen, kom Joachim atter til mig. Jeg mærkede ham ved at min hals, hoved og overarme hævede op, som hos Jette. Jeg havde ikke bedt ham om at komme og jeg havde ikke forventet han ville komme.  Men han ville bare være der. Jeg lod ham være der lidt, men den tanke jeg havde i hovedet var, Joachim, nu må du ikke give mig den forhåbning ved at være her nu, sådan at jeg vil ligge og vente på dig hver aften. Det kan jeg simpenhen ikke tåle psykisk. Jeg har aldrig siden hen, på den måde, selv haft kontakt med Joachim. Jeg har et par gange mærket en varme og styrke i rummet, hvis jeg har fortalt nogen om Joachim.

De første dage derefter, var der mange ting der skulle ordnes. Heldigvis var vuggerne leveret tilbage, jeg kunne ikke holde ud at se de to tomme vugger. Vi havde jo en i stuen og en i soveværelset. Den vugge vi lånte af Dorte og Johan blev senere sat ud til storskrald, de kunne heller ikke se på den. Barnevognen var også sat ned i kælderen inden Joachim døde. Farmor havde pakket al tøjet væk i kasser og stillet ned i kælderen og snavstøjet var blevet vasket. Joachims “komme hjem” dragt nåede heldigvis ikke at blive vasket. Den har jeg gemt sammen med hans “navlesnors stump”, den faldt jo først af den sidste nat vi havde ham her hjemme. Alle gaverne vi fik til Joachim er blevet byttet eller givet væk, jeg kunne ikke holde ud og se dem. Dog har jeg gemt en dragt, jeg ved ikke hvorfor at den lige skulle gemmes, men den ligger i skabet. I soveværelset, hvor vuggen stod, har jeg lavet et lille mindested. Først satte jeg en blomst der, men det passede ikke rigtig. Jeg fik et af mine små borde med en skuffe i med fra Danmark. I skuffen ligger hans dragt og navlesnoren og på bordet står en lille engel, en blomst, en lysestage som Bedstefar og Elmi  har givet os bragt med fra Finland og vi fik den da vi var hjemme til begravelsen. Så derfor forbinder jeg altid den lysestage med begravelsen og kan ikke have den til at stå i stuen. Oven over hænger Joachims aurabillede som jeg fik af Jette og ved siden af hænger et billede af 2 engle. Ved siden af står en kurvestol, så der sidder jeg rigtig og hygger mig. Det er en dejlig plads jeg har fået mig indrettet der. Jeg havde på et tidspunkt også et billede af Joachim der, men det passede bare slet ikke.

Jeg havde det meget slemt, da vi kom tilbage, både psykisk og fysisk. Vi blev begge syge af halsbetændelse, fik herpesudbrud omkring munden og vi var ikke særlig “fritte”. Jeg var tit syg i efteråret og vinteren, influenza og halsbetændelse og det var tit langvarig. Jeg led af søvnbesvær, var simpenhen lysvågen når jeg skulle i seng. Jeg roede rundt og kunne ikke finde ro. Det jeg så for mig var de to dage i Freiburg på hospitalet. Jeg fortryder ikke noget eller ønsker at lave noget om i forbindelsen med de dage, men det var hele atmosfæren, lægerne, sygeplejerskerne og apparaterne der var til koblet Joachim. Jeg fik alverdens naturmidler af vores nabo som er Heilpraktiker, men der var intet der hjalp.

Jeg gik altid først i seng i håb om det hjalp. For når Lars Bo kom i seng faldt han jo bare i søvn med det samme. Lyset skal være tændt ude på gangen, selv endnu så lang tid efter.

Lars Bo startede på et nyt projekt i Belp og væk næsten 12 timer om dagen. Jeg var rastløs, følelse tomheden og uretfærdigheden meget stærk. Heldigvis var mine veninder og naboer der 100 procent hele tiden. Jeg fik ikke lov til at være alene og vi havde en masse projekter at gå i gang med. Vi talte og talte om alt mulig og ingenting og tiden fløj af sted. Jeg havde det svært ved at gå ned i kælderen og se på kasserne og barnevognen som stod tom der. Jeg havde lånt en masse tøj af Dorte og det behøvede jeg ikke at aflevere tilbage inden jeg selv havde lyst til det. Soveværelset havde jeg det svært ved at opholde mig i. Og fordi jeg ikke kunne sove om natten, var jeg sikker på, at det var soveværelsets skyld. Naboerne ville komme og hjælpe med at flytte soveværelset om med Nicolais værelse, men det kom aldrig så vidt. Vi talte aldrig om Joachim, og jo længere tiden gik jo sværere blev det. Jeg havde et stort behov for at tale med Lars Bo, men det tog mig lang tid før det gik op for mig, at han ikke ville eller kunne. Jeg troede, at det var fordi han havde så meget arbejde og var træt. Men han sagde, at han havde taget afsked med Joachim og det var ikke mere at tale om. Vi havde fået at vide, at vi nok ville reagere forskellige og det var vigtigt at lade hinanden gøre det, men så forskellig troede jeg ikke mennesker kunne reagere.

Vi startede i en sorggruppe som var stablet på benene af cheflægen og jordmoderen på fødeklinikken, Elisabethen Krankenhaus. Det var en gang om måneden og Lars Bo var kun med en gang. For han sagde, vi havde alle forskellige oplevelser og kunne ikke samlignes med nogle, så derfor ville han ikke komme mere. Jeg blev med at komme der i godt ½ år. Hver gang jeg kom hjem fra møderne gik Lars Bo i seng, og jeg havde så meget at fortælle. På mig virkede han sur, over han skulle være alene hjemme en fredag aften, og så ville han ikke høre de forfærdelige historier. Næsten alle de fredage jeg var der, blev jeg nød til at tage en sovepille for overhovedet at falde til ro. Jeg er ikke vandt til at tage piller, så jeg var total ødelagt dagen efter. Jeg fik luft ved mine veninder om oplevelserne i sorggruppen, heldigvis lagde de øre til.

Jeg gik også meget op i at få billeder fremkaldt og forstørret, sat i mapper og i rammer. Jeg lavede to mapper med alt det jeg havde om Joachim. Alle kortene fra fødselen, begravelsen og de kort samt breve vi fik da Joachim døde. Avisudklip, bånd fra kransene, taler ved begravelsen, alle læge journalerne, alt sammen hvad der overhovedet havde med Joachim at gøre har jeg gemt og sat i mapper. Det var en stor opgave men også en dejlig ting at få gjort og jeg havde det godt med det. Billederne var selvfølig også sat ind i og beskrevet et fint billedalbum.

Gravstedet på Grejsdalskirkegård passer Bedstefar, Elmi og Mormor besigtiger den også. Men det er for det meste Bedstefar der sætter blomster og Elmi stod for at lægge graven an. Vi har fået en plante fra Oldemor Inger som hun selv har avlet frem og masser af løgblomster fra Mormors have. Elmi der har kollonihus og masser af blomster forsyner graven med friske blomster. Det er vi meget taknemmelige for samt for hver enkelt der tænker på at smutte forbi graven og evt sætter en blomst. Jeg forsyner min far med kirkegårdslys her fra Tyskland, som bliver sat på graven ved specielle lejligheder, det kan jeg godt lide, der bliver gjort. Vi er jo afskåret for at passe og pleje graven og det betyder meget for mig at den bliver holdt og passet og at der også er nogle, der kikker på den. Vi købte en fin lille hvid sten med Joachim Bo Vanting, * den 12.8. + den 27.8.1997, samt fik vi en engel sat på. Elmi fortæller meget detaljeret og graven og jeg kunne rigtig forestille mig den. Hun plejer at synge en lille børnesang, imens hun ordner graven.

I oktober fik jeg lejlighed til at komme en tur til Danmark, først til København ved min søster Maja og bagefter i Jylland hvor jeg besøgte graven samt familien. Maja havde set en annonce i Politikken om en behandling/terapi-form der hedder NLP.  Johnny kendte også til NLP fra sit arbejde. Jeg havde aldrig hørt om det, men jeg havde bestemt lyst til at gøre noget. Få hjælp til at behandle min sorg, få bearbejdet mine tanker, få hjælp til at komme videre i mit liv og bare få hjælp, men ikke mindst få hjælp til mit søvn problem.

Mht min søvnproblem kan jeg beskrive det således. Jeg var træt når jeg skulle i seng, men det første jeg nærmede mig sengen, blev jeg lysvågen. Når jeg lå der og skulle sove fik jeg hjertebanken helt op i halsen. Ind imellem tænkte jeg på Joachims sygehusophold, men det var aldrig noget uhyggelig ved det. Jeg havde prøvet mange alternative midler, men ingenting hjalp rigtig. Lars Bo lå jo bare der og sov, skide irriterende!

Maja ringede til NLP-Bjarne og fik 2 x 2 timer til mig. Hun havde fortalt lidt om vores sorg, men at jeg skulle have hjælp til at sove. Nu var denne Bjarne ikke bare en NLP’er, nej han har mange andre evner som jeg ikke kender navnene på, men jeg ved han er clairvoyant. Det var anderledes at komme til ham, og det var første gang jeg var hos en mand. Han var meget dygtig, jeg kunne intet skjule for ham. Han kunne se lige igennem mig. Han fortalte mig ting som kun jeg kunne vide, han fandt mine svage punkter og fik mig til at åbne mig og tale om mig selv som jeg aldrig har hørt mig selv sige. Det var meget anstrengende. Det er meget svært at huske alt hvad der foregik hos ham og sige hvad han decideret har hjulpen mig med. For det er mere end jeg umiddelbar regner med.

Jeg kan huske han bruget meget tid på at få mig til at forklare hvordan jeg så Joachim. Hans utrolige styrke, selvtillid, selvbevidsthed. Bagefter så forklare, hvad jeg manglede, tage Joachims styrke og så bruge det. Jeg skulle åbne mig og følte efter i mit hjerte når jeg talte, hvor kunne jeg mærke ordene. Det var svært! Jeg fortalte om mine frustrationer og anelser i forbindelse med graviditeten og de dage vi havde Joachim. Han forstod også hvad jeg mente, men synes jeg skulle have fortalt det til nogle. Han sagde, at jeg skulle have accepteret mine “evner” i den retning. Jeg skulle sige det, for min familie ville elske mig nøjagtig lige så højt selv om jeg havde de evner. Han mente Joachim var her i 15 dage, for at give mig noget, nemlig et bedre liv. Jeg synes jo det var en stor ofring af Joachim, at han ville dø for mig, men det var det bestemt ikke. Bjarne sagde, jeg skulle lære at modtage den kærlighed og at det havde Joachim selv bestemt.

Han fik mig til at finde Joachim og placerer ham et sted på kroppen så jeg altid havde ham med mig. Jeg mærkede en varme på skulderen og så var det der jeg skulle placerer ham. Bagefter tænkte jeg på, at det måske ikke var så smart, at have noget hængende på skulderen.

Alt imens vi sad der og talte om Joachim, blev stuen fyldt med en varme og kærlighed som jeg før har følt hos Jette. Vi havde kontakt med ham igen og jeg sad der, meget lykkelig, med en førelse af hævet hoved, ansigt, hals og arme. Jeg sagde straks til Bjarne, nu er han hos os igen. Hvor var det dejlig. På nøjagtig samme måde som hos Jette.

Han så på mine hænder og sagde at jeg havde så meget at komme ud med, jeg kunne ikke sidde stille med dem. Han havde bemærket, når jeg talte om Lars Bo og Nicolai kom der et glimt i øjet, så jeg måtte elske dem meget højt. Men han sagde lige som Jette og Karen Marie, at vi skulle passe godt på vores ægteskab. Jeg fortalte også om om Lars Bo’s familie, hvordan de magtede at været for os og hvilken rolle Lars Bo havde i den familie.

Han fortalte om Lars Bo og hvilken person han er. Han fortalte at både ham og hans familie var meget bange i denne situation, og det havde jeg jo hørt før.

Han sagde lige pludselig: jeg kan se Lars Bo sidde på en Indisk restaurant og nyde et dejligt stærk måltid og sige uhm. Nu var det lige nøjagtigt sådan vi havde siddet, inden jeg var rejst til København, vi var ude og spise indisk i Lörrach.

Inden jeg gik fik jeg et bånd, til at høre inden jeg skulle sove. Jeg hørte det nogle gange, men det var på engelsk, så jeg forstod ikke helt så meget af det. Men det var dejlige beroligende stemmer og musik. Jeg tænkte meget på, at hvis jeg ikke fik det hele med her hos Bjarne, havde jeg jo en aftale med Jette, når jeg kom til Jylland. Da kunne jeg få de sidste ting afklaret.

I den næste stykke tid stødte jeg, tilfældig ind i nogle menneske, der også havde med det overnaturlige at gøre. Det var hos frisøren, jeg læste nogle blade og aviser, så tv, og hos venner, bekendte og familie.

Jeg havde en aftale med Jette, som jeg forventede mig meget af. Hun kunne i midlertid ikke bringe mig så meget nyt, men jeg fik svar på nogle spørgsmål. Hun var også lidt inde på hvad jeg havde lavet i de forrige liv. Hun ville gerne sætte mig tilbage, for det var jeg klar til nu. Det var jeg meget intresseret i, men vi havde ikke tid den dag til ret meget. Men jeg fik hende dog til at give en lille forsmag. Hun kunne se, jeg havde levet  i 1817 som sigøjner i Italien eller Frankrig, det kom meget klar frem, men min frygt for krig, sult og flygtning måtte der da også betyde noget. Hun kunne se, at jeg var flygtning fra enten 1. eller 2. verdenskrig og gik forrest i en menneskeskare. Jeg er sikker på, at jeg har levet i Tyskland før, det hele virker mig så bekendt, og hvorfor skulle jeg så 3 gange bosætte mig her. Sproget og landet har jeg altid været vild med og mine bedste venner er tysker. Nogle af de bedste oplevelser, har jeg haft med tysker. Jeg befinder mig godt i den tyske natur samt i den “tyske, ordnung muss sein”.

Hun mente også at jeg skulle komme i gang med at bruge mine evner. Jette anbefalede mig at starte med at læse “Den 9. indsigt” og den slugte jeg  og kunne genkende mange ting i den. Hun sagde, at jeg skulle begynde at sørge med mit hjerte og ikke tænke så meget logisk. For ellers ville jeg blive syg. Jeg har jo helesiden været meget rationel, Joachim var meget syg og kunne ikke overleve.

Jeg har faktisk altid haft svært ved ar knytte mig til noget, sådan rigtig, jeg har altid haft et vist forbehold, det har lagt i baghovedet, jeg skulle ikke knytte mig for meget til nogen eller noget.

Det var også ved dette møde, jeg fik aura billedet. Nu var det blevet færdig, og så ikke helt sådan ud som sidste gang. Den lille dreng der var tegnet med sort fedtkridt i midten var forsvunden og der var kommet mange flere farver til. Hun fortalte, at drengen i midten var forsvunden i mens hun havde malet på billedet. Hun sidder og maler med lukkede øjne, for at kunne se auraen. Det at han er væk fra billedet, betyder at han nu er hvor han høre til. Og det jeg kun glad for. Jeg fik nogle naturdråber som skulle hjælpe både Lars Bo og jeg. Jeg tog dem et stykke tid, Lars Bo kun een gang. Jeg ville gerne komme igen inden jeg rejste til Tyskland. Jeg fik en tid, men den måtte hun senere aflyse. Det havde nok også sin grund, jeg skulle selv komme videre med mit liv.

Jeg var dog noget frustreret da jeg gik fra Jette og ville gerne tale med Karen Marie om det. Vi fik en vældig god snak, og jeg fortalte både om NLP-Bjarne og Jette. Karen Marie sagde hele tiden jeg måtte love hende, ikke at miste jord forbindelsen. Køb dig et par røde sokker, sagde hun til mig. Hun rådede mig til at ringe til Jette igen, for at få afklaret mine spørgsmål. Heldigvis havde jeg en god og givende samtale med Jette.

Vi snakkede om døden, jeg var lidt bange for den. Jeg forestillede mig et sort hul og det var også der for jeg ikke kunne gå ned i kælderen, både hos min mor og hos os hjemme i Tyskland. Hun forklarede mig at døden var noget lyst og rar, lige som jeg havde oplevet det med Joachims himmelfart. Hun fortalte mig at, Joachim og jeg havde aftalt i et tidligere liv, at jeg skulle føde ham, han skulle lære smerten og jeg skulle lære kærlighed. Han var en meget gammel mand og havde ikke lært smerten inden han døde dengang. Men efter det Joachim døde af, over 20 blodpropper, forkalkninger i begge ben o. lig, måtte han jo også være en gammel mand. Der var det mest rigtige og naturlige Jette fortalte mig, jeg kunne nikke genkendende til alt hun fortalte. Det var en aftale. Jeg kunne mærke jeg havde ventet på det hele mit liv, og Jette sagde at nu lå hele verden foran mig, og jeg skulle benytte mig af det, hvis jeg ville. Det var op til mig nu!!!

I november skulle vi alle 3 til undersøgelse på Freiburg universitetsklinik. Vi havde samtaler med doktorer, læger og professorer men der var ingen der kunne give os svar på vores spørgsmål. Det Joachim var død af og det han havde i blodet, var der ingen af os der havde. De fandt så ud af, at vi begge havde risiko for blodpropper under visse omstændigheder. Nicolai er helt rask og fejler ikke noget. Vi blev også henvist til genetisk institut som skulle udregne risikoen for sygdommen hos et evt nyt barn. Vi var sammen af sted et par gange, men så ville Lars Bo ikke mere, og jeg tog så selv af sted til resten af samtalerne og undersøgelserne i Freiburg. Lars Bo mener, at de bare vil forske i os! Vi var sammen til scanning af hjerte/kar hos en professor på et hjerteklinik og alt var ok. Jeg var til samtale hos en profosser og overlæge i Freiburg omkring risikoen for mig ved at få endnu et barn, og hos vores egen læge for at få taget en masse blodprøver om almene tilstand. Men alt var i orden. Alle de undersøgelser var også en psykisk belastning, for hvad fandt de mon ud af og særlig da Lars Bo stod af og jeg selv skulle gennemføre undersøgelserne. Vi fik også at vide, at vi ikke måtte gå i gang med at lave børn, inden alle resultaterne var kommet.

Obduktionen af Joachim viste meget og lægerne kunne ikke forstå, hvordan over hovedet havde, kunne levet. Han havde den akutte blodprop i aortaen, så havde han flere i begge nyre, hvor af den venstre var skrumpenyre, da de allerede i min mave var blevet ramt af blodpropper. Der var blodpropper i og omkring hjerte og lunger, begge ben var så forkalket at de aldrig havde set noget lignende, der var blodpropper i armene, men så vidt jeg husker var der ingen i hovedet. De havde glemt at sende obduktionen til os, så da der var gået et stykke tid ringede jeg selv op til Freiburg og fik besked. Senere kom brevet, men så meget forstod jeg jo heller ikke. Dorte hjalp mig med at læse og oversætte, hun er jo sygeplejerske. Vi var senere hos genetikerne, som skulle regne ud hvad chancen var for at få endnu et barn, med denne sygdom, med lige som de andre læger kunne de ikke sige noget, vi kunne bruge til noget. De søgte på Internettet og ville have Joachims tilfælde med på et verdenskonference, for at høre om andre havde oplevet noget lignende. Profosser Zutor havde kun hørt om 5 tilfælde de sidste 30 år i hele Tyskland, hvor der var et barn død af en blodprop, men aldrig så slemt som med Joachim. I Danmark talte vi med en fødselslæge, og han havde kun hørt om et tilfælde, hvor et barn var død af et blodprop, men det var i 7. måned. Så han kunne slet ikke forstå, at Joachim havde overlevet. Hver gang der kom brev og resultater fra Freiburg, havde jeg det skidt. Jeg var altid meget oprevet, havde de nu funden ud af noget nyt og det værste var hvis de skrev at Joachim havde lidt under sygdommen. Lars Bo reagerede ikke særligt, når vi fik brevene. Det lagde han fuldstændig fra sig, og jeg hang jo ved et hvert lille strå, for at finde et svar.

Julen og nytåret fejrede vi her i Tyskland og mormor kom i julen. Det var svært juleaften, jeg gik og græd det meste af aftenen. Jeg savnede sådan Joachim. Ligeså nytårsaften, uha det var også svært at forlade året 1996, som havde sådan en betydning for mig. Jeg havde sådan en brug for at blive holdt om og af, men det kunne Lars Bo ikke finde ud af.

I løbet af foråret var jeg ofte syg. Alle influenzaer og viruser sprang på mig. Jeg lå ofte i sengen. Til lige med det havde jeg fået voldsomme problemer med mig ryg og måtte gå til fysioterapeut og fik senere 16 behandlinger hos en fysioterapeut.

Det var oftest ondt i halsen jeg havde, og jeg er sikker på, at det var fordi jeg ikke fik tingene sagt. Jeg var så ked af, at Lars Bo ikke støttede mig mere og på den måde jeg gerne ville have det, eller havde omsorg for mig. Jeg var også lidt ked af at, der sjællent var nogle fra Lars Bos familie der ringede eller skrev og spurgte til os, og om hvordan vi havde det mht. Joachim. Var han bare hel glemt eller hvad, for der blev aldrig talt om ham. Sidst i november kom der et brev fra Lars Bos brors kone, med en bog om at miste et barn ved fødslen. Det var lang tid under vejs, og jeg kunne slet ikke forstå, hvorfor vi overhovedet ikke havde hørt fra dem. Jeg blev meget glad for brevet.

Da jeg i februar næsten ikke kunne mere, var jeg så heldig at komme i kontakt med en sød sørgeterapeut, som også er præst. Jeg har gået til samtaler ved hende og det har været en stor hjælp. Nogle at tale med, åbne sig for, fortælle igen og igen om Joachim og så oven i køber blive taget alvorligt.

Jeg var også meget glad for mine nabokoner/veninder, de var der altid for mig. En meget stor hjælp!

Vi var igen i Danmark i foråret, hvor jeg igen fik lejlighed til at tale med Karen Marie. Hun er så god at tale med og hun bibringer mig mange nyttige ting fra den anden side.

Vi var også oppe på Joachims gravsted, og der finder man en ro uden lige. Vi tog bagefter ud til Rasmus´ gravsted (Lone og Jans lille dreng) og da fik jeg noget af en forskrækkelse. Jeg stod på hans lille gravsted og følte at jorden brændte under mig. Mine underben blev så varme at jeg var sikker på at han ikke var kommet af sted.

Jeg har altid haft det sådan med Rasmus, at jeg har været bange for at han skulle dø. Vi har af og til passet ham da vi boede i Vejle, og når jeg lagde ham til at sove, tænkte jeg altid en dejlig lille nem dreng, men nu må du ikke dø for os. Det er måske uhyggelig for forældrene at læse det her, men jeg havde det på fornemmelsen. Jeg ringede tilfældigt til dem fordi jeg var i DK, den dag Rasmus døde af vuggedøden. Jeg fik simpenhen et chok, jeg ventede jo Joachim og tænkte straks at det kunne der også ske for mig. Det er så forfærdelig for disse forældre og de lider meget der under. De har heldigvis hinanden. Jeg tog ud og besøgte dem dagen efter begravelsen, var det en lang og hård tur op af deres vej. Jeg mærkede stadigvæk Rasmus´sjæl i huset, forældrene ville ikke slippe ham. Der er gået lang tid inden det lykkes for Rasmus at slippe op i himlen. Nu er de heldigvis gravide igen, og nu tror jeg at Rasmus helt har fået fred. Hans farmor er også kommet op til ham. Men hun før ham, selv om hun døde 1 år senere.

Kort derefter, kom Lars Bos bror og kone på besøg, og jeg var spændt på min og deres reaktion. Men jeg lagde hårdt ud og begyndte at fortælle om mine oplevelser og om Joachim. De skulle simpenhen have det hele at vide. De var også meget glade for at høre om det, og har siden hen spurt til mig. Da var jeg lige ved at græde, de spurte til mig! Konen lånte også en bog af mig, “den 9. Indsigt”, som hun synes var spændende.

Om sommeren var vi I Danmark igen og jeg søgte hjælp hos Karen Marie. Jeg blev healet og vi fik en god og lang snak. Hun sagde, at det var for hårdt ved mig, og med min reaktion over for Lars Bo og ville prøve og få mig til at lukke at, så jeg ikke blev såret.

Vi var også til en familie fest i min familie, og der kom mange med børn. Bl.a. var der en der havde en lille pige med der var 1 dag ældre end Joachim. Det kunne jeg ikke klare og jeg var fuldstændig slået ud. Lars Bo reagerede ikke, vendte bare ryggen til og kunne ikke forstå en brik af det hele, og jeg sad der og græd og havde det forfærdeligt.

1 år senere, den 12. August 1997 op. Jeg ville gerne haven at han skulle tale med mig om Joachim og om hvordan dagen skulle forløbe. Men det endte i en enorm skænderi, som jeg aldrig glemmer.

Til morgenmad kom der en anden dansk veninde Dorte P., hendes mor og datteren Lise. Om eftermiddagen tog min højgravide veninde Susanne til Basel i en kirke og tændte et lys og så billeder. Hun lavede også en lagkage med 1 lys i. Jeg købte en ballon med helion i og der skrev vi alle 3 en hilsen på. Lars Bo var venlig og ville gerne være med. Mange ringede og skrev og var på kirkegården, hele min familie og mine venner. Heldigvis var farmor og farfar der, de var jo også de eneste der havde holdt ham og kendt kan i levende live. Deres besøg betød virkelig meget for mig.

Kl. 19.54 sendte vi ballonen af sted det var der tidspunkt han blev født, Nicolai klippede snoren over og vi så den fløj langt op i himlen. Nicolai taler tit om den begivenhed.

Senere på aftenen så vi sammen videoen og billederne om Joachim. Det ville Lars Bo gerne.

Dagen efter tog jeg til Paris og var hos min søster. Johnny havde sendt mig en bog i foråret om Silva metoden, men den havde jeg ikke læst. Han sagde, at jeg ville ikke havde været sådan i krise, hvis jeg havde læst denne bog. Så jeg tog den med til Paris og begyndte at mediteret efter en 3 ugers program.

Der skete der underværker!

Jeg fik det meget bedre. At mediterer, kan man få al til at ske med tankerne. Jeg “tænkte” mig til et bedre forhold med Lars Bo, blive gravid igen, jeg tilgav Lars Bo og bad om hans tilgivelse og jeg havde kontakt med Joachim. Han var min hjælper og han kom altid med svar på mine spørgsmål. Min mor var også med, hun stod op, hvor Joachim altid sad ned på numsen og armene om sine ben. Han var en lille mørkhåret dreng på ca 4 år. Alle disse ”billeder” fik jeg, når jeg mediterede.

Det var også i den månede (september 1997) jeg blev gravid. Terminsdatoen er den 17.6.1998

Jeg valgte at fortrænge den første tid, jeg turde ikke tænkte ikke på det og jeg kunne ikke tale om det. Jeg ville helst sige, ja ja vent nu bare og se, inden I siger tillykke. Jeg var meget let til tåre og når vennerne spurte til om vi var blevet gravide sagde jeg altid nej. Jeg mente, på det tidspunkt, ikke de kunne forstå mig og jeg mente bare det var deres nysgerrighed, mere end deres oprigtige glæde. De første 12 uger var jeg syg 3 gange, 2 gange influenza og 1 gang nældefeber. Jeg havde også en mindre trafikuheld i 6 uge og jeg begyndte at bløde. Det gjorde jeg også en gang senere 1 dags tid. Jeg var fuldstændig panikslagen og turde overhovedet og tænke på det lille barn inde i maven.

Jeg var første gang til læge i 8 uge og det var virkelig rigtig, jeg ventede mig. Jeg gik til den læge hvor jeg også var med Joachim og bare det var en stor følelsmæssig belastning de første par gange. Lægen var meget sød og takkede fordi jeg kom igen og tog sig god tid til mig. Han mente nu at alt skulle nok gå godt, for det var jo så sjældent en sygdom Joachim havde. Jeg skulle gå til kontrol hver 2. uge og det var jeg glad for. De første par gange blev jeg scannet nedefra, men da jeg blev scannet 1. gang ude på maven og jeg rigtig kunne se det lille foster, brød jeg grædende sammen.

Lægen rådede mig til at få fostervandsprøve og jeg fik en termin den 16.dec. Lars Bo havde fået fri, så han kunne tage med mig. Det var en meget stor psykisk belastning for mig og jeg havde håbet Lars Bo havde støttet mig bare lidt. Fysisk var han der ja!

Da vi kom ind på hospitalet, der hvor Joachim blev født, mødte vi de to læger der havde hjulpet mig ved fødselen, bare synet og stemmerne af dem fremkaldte minderne.

Vi fik et stykke papir til gennemlæsning og underskrift, hvor vi blev gjort opmærksom på faren og risikoen ved en fostervandsprøve. Så ville Lars Bo ikke mere. Han stod fuldstændig af. Jeg kunne selv tage risikoen for det, og han synes ikke vi skulle have det foretaget. Nu sad vi altså ved lægen og han sagde så at han ikke kunne bestemme for mig, men han havde aldrig oplevet noget gik galt. Men risikoen ville være 3 ud af 100. Jeg havde engang været 1 ud af 1 000 000, så det kunne jeg jo også være 1 af de 3 i dette tilfælde. Men jeg skrev så under og blev scannet, barnet lå godt for det og lægerne gik så i gang. Selve stikket igennem maven gjorde da ondt men det var det psykiske pres og stemningen der er det værste. Jeg kunne overhovedet ikke se til, jeg lå bare der og da de var færdige brød jeg fuldstændig sammen. Jeg kunne ikke bevæge mig, jeg skulle ellers ind i et rum ved siden af og lægge, men jeg var som lammet. Jeg græd og græd, og lægesekretær sagde, jamen det er jo gået så fint alt sammen, jeg skulle ikke være ked af det. Lægen spurte om vi ville havde kønnet at vide, men det var vi heller ikke enig om, Lars Bo ville gerne og jeg ville ikke. Jeg mente, hvis jeg skulle have det at vide ville jeg nok få besked om det (fra den anden side) når tiden var inde. Lægen lovede mig, at jeg ikke skulle gå over tiden, som jeg havde gjort, med de to andre børn, så jeg skulle komme 6 uger før terminsdatoen til en fødselssamtale, hvor vi skulle snakke sammen igen om en igangsættelse.

Jeg var lidt frustreret over at jeg ikke kunne mediterer mere. Kontakten var simpenhen slukket. Jeg havde fået et bånd fra Karen Marie med meditation og musik i efteråret, men det fangede overhovedet ikke. Det var også på det tidspunkt hvor jeg var blevet gravid, så jeg tænkte, at det nok havde noget med det at gøre. Det fik jeg også bekræftet til jul, da jeg talte med Karen Marie. Nu skulle min krop jo bruges til den lille ny baby. Jeg følelse sådan, at hvis jeg ikke tænkte på det og ikke glædede mig, kunne forventningens glæde jo heller ikke blive taget fra mig. Det er nok det værste, når forventnings glæde ikke bliver indfriet. Glæden var størst, når jeg så det lille foster på scanningen. Det var der ikke nogen der kunne tage fra mig.

I oktober måned, da jeg var i Paris og passe børn, var Elmi hos en klarseer og hun havde spurgt mig, om jeg gerne ville have noget at vide om Joachim. Ja, det ville jeg gerne. Jeg spurte om hvorfor Joachim skulle dø fra os. Han sagde, at det vart fordi hans karma var kommet fortidigt og for hurtig her ned, at han ikke havde fået det hele med. Men at han havde det godt oppe i himlen, og at han skulle lære noget mere, men ville vælge os som forældre igen i løbet at 1998 eller 1999. På det tidspunkt var jeg gravid, men sagde ikke noget til dem om det. Han sagde også, at jeg ikke måtte være bange, for vi ville få et raskt barn.

Dagen efter fostervandsprøven (i december) talte jeg med Far og Elmi og de huskede mig på, hvad manden havde sagt (jeg havde selv hørt det, for samtalen blev optaget på bånd). Han havde sagt at jeg ikke skulle være bange og med et var min angst forsvundet. Lige som et lyn fra en klar himmel. Fra den dag accepterede jeg min graviditet, kunne tale om den uden at græde, og nu kunne jeg heller ikke være i mine bukser mere. Jeg var blevet tyk og var egentlig kun 15 uger henne. På scanningen viste et altid, at jeg var længere henne (1 ½ uge længere) end jeg selv troede, men barnet er nok stort. Jeg tror selv at det bliver en dreng og han skal også være velkommen, men det ville nu være sjovt med en lille pige! Resultat fra fostervandsprøven, fik jeg først den 8.1.1998, 3½ uge efter, da jeg var til læge. Han havde ellers sagt, at jeg ville få resultatet med post i løbet af 14 dage. Og jeg havde ventet, men et eller andet sagde mig, at jeg ikke ville modtage det brev. Alt var OK, men det viste vi jo! Jeg viste ikke hvad jeg skulle gøre hvis det ikke var OK, det havde jeg simpenhen ikke kræfter til og jeg havde ikke tænkt over det. Men på den anden side ville jeg have den prøve for at udelukke at der var noget galt. Det er jo resten af livet vi skulle leve med et sygt barn. Det kunne vores ægteskab ikke holde til og hvis vi kunne vælge var muligheden der! Jeg havde jo valgt fra en gang før i mit liv og det har jeg nok måtte lide for.

Vi holdt jul i Danmark det år. Min mor fik en tid hos en naturlæge i Sdr.Omme Niels Gejl, som jeg før havde været ved, han skulle sætte min ryg på plads. Det viste jeg han var god til, og at han havde andre evner viste jeg også, men havde aldrig benyttet mig af dem.

Det var 2 dage før jul, og jeg tog hen til ham. Jeg sagde, med det samme, at jeg havde ondt i ryggen og jeg troede det er skuffelser og frustration for den situation jeg var i.

Jeg fortalte om forløbet det sidste års tid. Han behandlede min ryg og sagde at jeg skulle komme igen. Vi talte også om døden, og han forklarede mig, at man kan se 9 mdr. får et menneske dør, at han skal dø. Det hedder også livscyklusen. Han havde det sådan, han kunne se på mennesker uanset hvordan de ville død, at de skulle død 9 mdr. senere. Han forklarede mig, at Joachims livscyklus gik fra den 18.11 1995 og så 14 – 15 dage frem til den 1.-2 . 12 1995, og det var derfor jeg ikke kunne have haft kontakt med ham. Da jeg kom hjem fra Sdr. Omme, var Lars Bo lige pludselig blevet skidt og lagde på sofaen. Hele natten brækkede han sig og havde ondt i maven og rigtig skidt tilpas. Niels havde renset Lars Bo ud, så en ny energi kunne komme ind i ham.

Vi havde en hyggelig jul og jeg var oppe på graven og i Grejsdals kirke juleaften og tænde et lys for min lille søn. Lars Bo og Nicolai ville gerne op til Peter så jeg var alene i kirken. Min far, Elmi og Mia var der også.

Da jeg igen kom hen til Niels efter jul, spurte han til Lars Bo. Jeg fortalte ham så at han var blevet syg efter at jeg havde besøgt ham. Ja da, sagde Niels så, ”det du skulle have haft juleaften”, og førte jeg over på Lars Bo. Aha, sagde jeg så. Vi talte frem og tilbage en times tid og han ordnede min ryg igen og jeg havde meget bedre. Da jeg gik sagde han så, Lene, du er nu på rette spor og er kommet ind på din livsbane igen. Det skal nok gå godt alt sammen. Du skal bare ringe til mig hvis du har det skidt, meget kan blive klaret over telepati. Jeg havde jo selv erfaring med meditation og tankens kraft så det forstod jeg godt.

Jeg synes, sorgen, det at miste og at være ked af det kan man tage at føle på. Jeg græder af og til når jeg tænker på ham eller fortæller om ham, ser billeder eller kikker i hans mappe. Ligeså når jeg ser små babyer i film eller ser fødsler. Når jeg læser eller høre om andre der har mistet en lille baby eller et barn, føler jeg meget med dem. Bare jeg kunne hjælpe dem. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på at det jo har en grund og at barnet selv har valg det.

Dit liv, dit ansvar. Og det gælder også små babyer.

Det værste er, hvordan man kommer igennem sorgen uden for mange frustrationer og skuffelser. Det er jo ingens skyld at Joachim død. At have støtte, har været meget vigtig for mig. Når sådan noget sker skal man igennem en personlig udvikling og det kan andre ikke klare for en. Man bliver modnet, herte og finder sine venner og allerhelst sig selv. Jeg har lært meget af at miste Joachim.

Min elskede Nicolai (der var 4 år da jeg skrev dette), har jeg også haft mange gode samtaler med. Jeg har fortalt ham om Joachim, der er oppe i himlen og at han er en engel nu. Han vil måske senere komme ned til os som en ny baby. Jeg fortæller ham om Jesus-barnet, hans liv og vi beder sammen, og jeg tror han forstår meget og lytter meget til det jeg siger. Nicolai er fuld af liv, han er stærk og rask og hans øjne stråler at liv.

Jeg besøgte Joachims grav, og jeg tænkte, det her sted er mere et sted for de efterladte og for Joachims krops respekt, end det er for min og Joachims skyld. Joachim er jo hos mig, med sin sjæl, styrke og kærlighed.

Med denne beretning har jeg afsluttet endnu et kapitel i mit liv, nemlig Joachim. Det har hjulpet mig meget at skrive og jeg har kunnet få lagt kapitlet bag mig. Det ved jeg og jeg skal videre i mit liv. Og jeg ved også, at jeg vil bruge det.

Jeg er Joachim meget, meget taknemlig for at have fået lov til at føde ham og fordi han valgte mig som mor. Jeg elsker dig meget højt og tak for dig!